Helge Nielsens ”Middelalderen bag tallene” har en undertitel, som præcist beskriver hvad bogen handler om, nemlig om ”befolknings-udvikling, landbrug, bebyggelse og økonomi belyst ud fra listerne i Kong Valdemars Jordebog og andre kilder”. Det drejer sig således om forhold i middelalderen, der bedst kan fortolkes ud fra tal: med andre ord om nøgter-ne facts frem for morsomme historier eller middelalderlige madopskrifter, og også alt andet end en ny drejebog til et egnsspil.

Den nævnte Kong Valdemar var den fremgangsrige danske kong ”Valdemar Sejr” (1202-41), som for en kortere årrække formåede at skabe et storrige i det østlige Østersø-område i konkurrence med tyske befolknings-grupper, der ligeledes gradvis trængte østover i de samme kystegne som danskerne. Under påskud af korstog og omvendelse af hedenske folkeslag gik dette imperiebyggeri tilsyneladende godt for kong Valdemar og hans allie-rede stormænd i flere år, indtil kongen og hans søn under en jagt på Lyø i 1223 blev taget som gidsler af en af de tyske fyrster.

Kong Valdemars Jordebog og dens lister
Løskøbet krævede en uhyre stor sum, 45.000 mark sølv, som ikke kunne udredes på en gang. Fremskaffelsen af denne sum drænede derfor landet for det meste sølv eller mønt, og derefter gik det gradvis tilbage for den danske kongemagt og for det danske rige. Det er i dette perspektiv jordebogen fra årene omkring 1231 nu fortolkes. Den beskriver nemlig, om end fragmentarisk, rigets indtægter og betrængte økonomi, og den indeholder tillige med en række lister en ny vurdering af det dyrkede land som et nu forbedret beskat-ningsgrundlag, alt sammen for at skaffe kon-gemagten et nyt økonomisk råderum til fortsat hævdelse af rigets suverænitet, og utvivlsomt igangsat af kongen og hans rådgivere i årene efter hjemkomsten fra fangenskabet.
Som vanligt var det bønderne, der nu måtte holde for. Langt de fleste bønder var tilsyne-ladende fæstere, som i forvejen måtte aflevere det meste af deres produktionsoverskud til jordejerne – med kongen, herremændene og kirken som de største jorddrotter. Disse tre parter ejede så godt som al rigets jord, i hvert fald bedømt ud fra sjællandske forhold. Som talanalyserne meddeler, var det dog ikke skat-terne, der i 1200-årene tyngede fæstebønderne mest, men derimod den anden form for årlig ydelse, landgilden, som var jordlejen til ejen-domsbesidderne. Den blev som regel afregnet i korn. Og sådan havde det vel været i århund-reder, men med kløgt og snilde, må man tro, havde kongerne efterhånden formået at tileg-ne sig mere og mere af denne omsætning. I 1000-årene gennemførte en af kongerne den såkaldte bolvurdering af landbrugsjorden, som satte tal på landgilden som beregningsgrundlag nu også for jordskatter, og det samme blev så gentaget af Valdemar Sejr, hvis embedsmænd ligeledes skattevurderede en stærkt forøget opdyrkning af jorderne rundt omkring i herredernes landsbysamfund. Samtidig formåede han at tvinge de samlede skat-ter op på ca. det halve af landgildeydelserne inklusiv en ny særskat, kaldet ledingsafløs-ningen, der velsagtens måtte ydes så længe ledingsudbud årligt var sat i bero. Mere end med 1/3 af ydelserne kom skatterne dog ikke til at tynge, sammenlignet med landgildens 2/3, og jordejerne kom også til at yde en part.
Længe havde kongen blot været en af de store jordejere, der som en del af sit embede havde fået tilkendt en særlig myndighed ved krigsførelsen. Først i 1000-årene, og senere med Valdemarerne, skabtes en stærk kongemagt med fastlagt arvefølge, og hertil et selv-stændigt statsbudget med nogenlunde sikre årlige indkomster af jorden og købstæderne. Det er det forhold, som afspejles i ydelserne.

Arups fortolkning
Med denne tankegang, der placerer de danske konger og jordbesiddere på lige fod med det øvrige Europas samtidige fyrster eller tidlige-re tiders feudalherrer og krigsherrer, markerer den nye bog et brud med traditionel dansk historieskrivning.
Siden historikeren, Erik Arup for knapt 100 år siden formåede at tegne et billede af mid-delalderens bonde som en oprindeligt fri be-sidder af sin egen jord og som medlem af et landsbyfællesskab, næsten i overensstemmel-se med andelstidens ideal om lighed og de-mokrati, har historikere med større eller min-dre overbevisning følt sig forpligtet af denne Arupske forklaringsmodel, der gav skatterne skylden for fæstets indførelse. Med denne nu ændrede opfattelse af forholdet mellem land-gilde og skatter dukker ”den frie danske bon-de” derimod først frem med de store landbo-reformer omkring år 1800. Han eksisterede hverken i middelalderen, eller for den sags skyld længere tilbage i tiden, selv om enkelte små og store familiebrug i visse egne af landet i middelalderen kunne være i selveje.

Befolkningsudviklingen
Også på andre måder bidrager jordebogen til en revision af velkendte fortolkninger: En af listerne i bogen sætter tal på Hallands befolk-ning ud fra et ”bondetal” for Hallands otte herreder med i alt ca. 9.200 landbofamilier eller ledingspligtige. Erik Arup valgte at be-tragte bondetallet som antallet af familier, og beregnet ud fra hans egen tids børnerige fami-liestruktur satte han en gennemsnitshusstand til ca. seks medlemmer. Dermed kunne han anslå Hallands befolkning til ca. 56.000 omkring 1230-40 og desuden argumentere for, at Danmark med samme befolkningskoncentra-tion som Hallands samtidig måtte have haft et befolkningstal på ca. 1,3 millioner, Skånelan-dene medregnet, hvad der stadig anføres som passende. Men også her sættes fingeren på usikre antagelser: en høj børnedødelighed og en i middelalderen forventelig lav gennem-snitlig levealder gør det ikke sandsynligt, at gennemsnitsfamilierne har været så store som antaget af Arup. Derfor må man snarere an-sætte den gennemsnitlige middelalderlige husstand til ca. 4-5 medlemmer. Dermed re-duceres de høje indbyggertal for hele riget til ca. en million, da befolkningstallet kulminerede, men det er fortsat et forbløffende højt tal, når man betænker, at det nuværende Danmark først nåede samme niveau ca. 1800.
Bogen tilstræber at tilvejebringe og analysere nogenlunde sikre tal til belysning af be-folkningsvækst og tab, og her vil det sikkert komme som en overraskelse for en del historikere, at pestepidemien omkring 1350, ”den sorte død” tillægges altafgørende betydning for især Jyllands befolkningsudvikling, for i flere år har konsekvenserne af epidemien været anset for beskedne. Et sådant dansk stand-punkt omkring pesten har stået i grel modsæt-ning til, at flere andre lande ved Nordsøen, Norge og England, i mange egne tilsyneladende må have mistet op til 50% af befolk-ningerne, og at et Europagennemsnit i tab anslås til ca. 30%. Men argumenterne for den nye opfattelse, dvs. at pesten også herhjemme har krævet betydelige ofre, er i orden: Betrag-ter man Danmark med dets nuværende græn-ser, eksisterer der i middelalder og de senere perioder flere vigtige tal, som belyser ligheder og kontraster mellem Jylland og øerne: Are-almæssigt dækker Jylland godt og vel det dobbelte af øerne, og ser man på fordelingen af tidlig middelalders herreder og sogne som indikatorer for befolkningsspredningen, er kontrasten i 1000-1100-årene tæt på den samme, med en fordeling på ca. 60% for Jyl-lands vedkommende modsat ca. 40% for Øer-ne, vel også nogenlunde passende for 1200-årene. Kommer man op på den anden side af reformationen, dvs. til 1500-årene, er forhol-det Jylland/øerne imidlertid befolkningsmæs-sigt ændret til ca. 50/50, en fordeling der kon-stant kan følges videre frem til 1800-årenes midte, og hvor Jylland således kun har haft den halve befolkningskoncentration af Øernes.
Med de nu modererede tal skønnes Jylland omkring 1300 at have haft ca. 400.000 ind-byggere, men kun ca. 300.000 indbyggere i 1600-årenes slutning. Mindst to gange har pesten da også ramt landet og reduceret talle-ne, i 1300-årene og i 1600-årene, men den sorte død i 1300-årene udgjorde nok den al-vorligste katastrofe for Jyllands vedkommen-de, hvad der kan forklare den nye fordeling. Man kan dernæst, for at forklare forandringen, passende tillægge Jylland et pesttab på ca. 45% modsat et tab på øerne på ca. 15%. Præcis de samme kontraster med forholdstal på 3:1 dukker nemlig også op i det bedste talmateriale, der står til rådighed for at belyse pestdødsfaldene, nemlig årdageregnskaberne for de tre stiftbyer, Ribe, Roskilde og Lund. De dækker stort set hvert eneste år i 1300-tallet, inklusiv katastrofeåret 1350. I disse byer havde fremtrædende borgere, vel navnlig gejstlige, betalt for og tegnet sig for en messe på årsdagen for deres død, en slags investe-ring i det evige liv. Hvis der fra tegningstids-punktet i gennemsnit er gået omkring 20 år til døden indtraf, har gruppen af de til enhver tid levende borgere med denne livsforsikring i 1300-årenes første halvdel udgjort omkring 25 til 30 borgere i hver af de tre byer. Denne størrelsesorden kan nemlig også anslås ud fra de årlige dødstal, der normalt har varieret mellem 0, 1 og 2, i snit med ca. 1,2-1,4 no-genlunde ens for de tre byer. Med dette pas-sende skøn for populationernes størrelse blev gruppen i Ribe åbenbart mere end halveret i 1350 med 17 dødsfald, svarende til 12 ”nor-male” årganges samlede tab. Her tog døden virkelig på forskud. Og det gjorde den givet-vis også blandt Ribes øvrige midaldrende og gamle borgere.
I Roskilde og Lund døde til gengæld ”kun” ca. 1/3 af samme årgange, henholdsvis 6 og 7 i de tilsvarende grupper. Østdanmark kom lettere gennem krisen, mens Jylland var sat tilbage med affolkning som resultat. Ribetal-lene kan vist netop være retningsgivende for tendenserne i det øvrige Jylland, der f. eks. rummer et stort antal nedlagte kirker i hær-vejsstrøget, en mulig spredningskorridor for pestsmitten fra Ribe og op i Nørrejylland. Problemet for samfundsinstitutionernes videreførelse var dog ikke så meget tabet af de gamle og halvgamle mænd som de tilsvarende dødsfald blandt børnene, som det givetvis også gik hårdt ud over. Der manglede nogle vigtige årgange, da der en generation senere opstod et øget behov for at nybesætte fæste-gårdene. Det har været grelt i Vest- og Sønderjylland, men manglen på fæstere, og i øv-rigt tab af indtægter kan også aflæses i de østdanske kilder, f. eks. i Roskildebispens Jordebog fra årene omkring 1370.

Kornkredsløbet
En stor del af Helge Nielsens nye bog handler om økonomi og navnlig kornets rolle i ud-vekslingen. Kornet var i lange perioder det vigtigste betalingsmiddel, bundet til sølvværdi gennem et sindrigt takstsystem. Kornet var tillige den vigtigste kapital i den lokale om-sætning, og samtidig udgjorde korn og kornprodukter de vigtigste fødevarer. Kødprodukterne holdt, målt i kalorier, en ti gange så høj takst som kornet og har derfor ikke været daglig kost for de fleste.
Landbruget og arealudviklingen i de for-skellige landskaber, landskabshistorien og bebyggelseshistorien, udgør derfor andre vig-tige temaer i bogen, naturligvis koblet til befolkningsudviklingen, som siden den sene jernalder og frem til den sorte død antages at have udgjort en firedobling.

Bogen er, som det fremgår, ikke skrevet som en traditionel middelalderhistorie, men den indeholder skitsen til en ny revideret fremstilling af denne vigtige periode, hvor Danmark konsoliderede sig som en del af et nyt Europa, og hvor det fælles sprog var latin. Det var tillige en tid, hvor sønnerne af danske stormænd rejste ud og blev uddannet ved Eu-ropas bedste universiteter som teologer, men også kunne vende tilbage som administratorer i kirkens eller kongens tjeneste, for jordebo-gen er også et stykke administrationshistorie.