Køb for over 500 kr. giver fri forsendelse.

Forfatter

Avatar

Helge Nielsen

Helge Nielsen (1944) blev student fra Gentofte Statsskole i 1963 og valgte efter at have prøvet ingeniørstudiet et par måneder at studere forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet. Han blev magister i 1971 og fik hurtigt embede ved Køge Museum, dengang landsdelsmuseum. Det blev kun til relativt få år som praktisk arkæolog i marken med bebyggelsesundersøgelser, specielt omkring oldtidsveje og vadesteder ved Stevns- og Tryggevælde åer (jfr. artikel i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed andre og Historie 1978). Netop i samme år blev han forfremmet fra skurvognen til leder af museet, og så skiftede opgaverne til opbygning af nye udstillinger og organisering, også af arbejdet med senere perioder end oldtiden. I 1985 og 1988 blev der under hans redaktion udgivet to vægtige bind om Køges Historie med bidrag både fra museets personale og kolleger fra andre institutioner. Tanken var at fortsætte serien med tilsvarende oversigter oplandets historie, men dette projekt ændrede kararakter som følge af pålagte besparelser, der havde til hensigt at nedlægge arkæologien ved at fyre de to arkæologer, der nu havde overtaget det praktiske feltarbejde! Det var mere end en arkæologisk museumsleder kunne stå model til. Så resultatet blev, at det i stedet blev lederen, som måtte sige farvel til sit embede, ganske som mange andre museumsledere i perioden. Så fulgte nogle år med mere løse projekter med landskabet som gennemgående temaer ved siden af emner som økonomien i middelalder og det det store kirkebyggeri, med tre monografier udgivet hos "Bogværket". Endnu en monografi, der tager jernalderen op igen er ved at være klar. Det er et kendetegn for Helge Nielsen, at han fortrinsvis har opsøgt emner, der går på tværs af fagene i stedet for at bore sig ned i de samme temaer. Ikke den letteste vej at gå rent karrieremæssigt, men måske nok så nyttigt i det lange perspektiv. Endelig kan det nævnes, at han var deltager i den første danske arkæologiske ekspedition til det østarabiske Oman, hvilket bla. resulterede i, at det omfattende kompleks af stenbyggede grave nær Ibri, Baath-gravpladsen, senere havnede på Unescos verdensarv-liste.