Køb for over 500 kr. giver fri forsendelse.

Forfatter

Søren Nagbøl

Søren Nagbøl

Søren Nagbøl (1947), mag.art. i idehistorie, Ph.d. i sociologi, er lektor ved Århus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Campus Emdrup. Har studeret og forsket i Frankfurt a/M. Han er elev af Norbert Elias og har virket i kredsen omkring psykoanalytikeren Alfred Lorenzer. Er uddannet psykoanalytisk gruppeanalytiker i Østrig og Danmark. Har været gæsteprofessor ved Högskolan i Bø i Norge, professor ved Fakultät Wirtschafts- und Sozialwissenschaft, Fachbereich Soziologie, Universität Hamburg, honerary lecturer ved Centre for Research into Sport and Society, University of Leicester, England. Gæsteprofessor ved Interdisziplinäres Zentrum für Historische Anthropologie Arbeitsbereich Anthropologie und Erziehung, Freie Universität Berlin. Igennem en årrække har han udviklet oplevelsesanalysen i teori og praksis. Nagbøl har en omfattende produktion af bøger og artikler i internationale tidsskrifter er omfattende, bl.a. er han forfatter eller medforfatter til bøgerne Kultur – Analysen. Psychoanalytische Studien zur Kultur (1986) Kanniks Kunst (1991), Viewe of English Football. Sport and Sense of Place (1994), Det ny skoleliv. Om krop, krop, rum, bevægelse og pædagogik (2008) og Erkunden und Spielen – Lehren, fördern, lassen. Kindliches Bewegen pädagogische Verstehen (2013). Oplevelsesanalyse og arkitektur (2014), The Stranger – On Understanding of, and Socialising Wirth, the Stranger in a Globalised and Constandtly Changing Wold (2015), Oplevelsesanalyse. Om vidensudvikling (2020). Nagbøl mener, at arkitekturen står som et legemliggjort udtryk for tilstedeværelse. Det er netop fordi, at arkitekturen dækker hele tilværelsen, at den bliver kaldt moderkunsten. Som ingen anden kunstart er den i sit væsen intersubjektiv og har netop til hensigt at give menneskene fodfæste i tid og rum. Arkitektur handler ikke kun om fodfæste. Den er også bevægelse, så derfor menes der med fodfæste ikke et fast ståsted, men en stedernes struktur, som kan åbne eller lukke for forskellige former for livsudfoldelse. Forholdet mellem mennesker og arkitektur er livsudfoldelse i bevægelse og er derfor afhængig af stedernes beskaffenhed. Det handler om tid, krop, bevægelse og rum, og de dermed forbundne livsbetingelser. Tematiseringen af forholdet mellem arkitektur og menneskers handler om, at undersøge hvorledes samspillet mellem forskellige livsformer og arkitektoniske iscenesættelser kan bidrage til en forståelse af arkitekturens betydning for menneskers socialisering og kulturelle udvikling. Det drejer sig i den forbindelse om at skabe en forståelse mellem dem, der skaber, og dem der bruger arkitektoniske iscenesættelser. At udvikle viden og erkendelse i det felt, hvor arkitekturens materielle- og kropslige spor krydser hinanden. Gennem interdisciplinær erfaring og videnssociologisk refleksion at skærpe bevidstheden om de sanselige vilkår arkitekturen og byen rummer, og i den forbindelse fremme vores forståelse for betydningen af menneskers møde med samfundsmæssige symboliseringsprocesser. De iscenesættelser der er rammen om ritualer og ceremonier og som bag om sproget inddrager kroppen og sansernes mobilitet. Det handler om at synliggøre menneskers socialisering, civilisering og selvopfattelse i det moderne velfærdssamfund. Det skal ske i mødet mellem tradition og bevægelse, mellem dem der har viden og erfaringer, og den ungdom der har vitaliteten og styrken til at skabe nye visioner.