I Roskildebispens byggeri føres forskningen op i gotikken, hvor byggeriets planløsninger beskrives ud fra periodens autentiske måleenheder, og hvor der går en lige linje fra vikingetidens geometriske ringborge frem til middelalderens seneste byggerier. Antagelsen er, at det var kirken selv, og ikke konger og stormænd, som stod bag det omfattende byggeri af sognekirker og deres fortsatte udbygninger med tårne, våbenhuse og kapeller. Ligeledes var det kirkens egne embedsmænd, som omkring år 1100 forestod inddelingen af landet i sogne, så alle fik tilknytning til en kirke i nabolaget, og så kirken på et tidspunkt også kunne indføre en tiende til forøgelse af dens indtægtsgrundlag. Men selvfølgelig har kirken gerne taget imod bidrag fra stormændene, som lejlighedsvis kunne tilføje tårne og andre symbolladede udbygninger som vestværker, modsat kirkerne østpartier med deres altre, som var præsteskabets domæne.
At kirkens egne embedsmænd kunne forestå store og vigtige byggerier fremgår af kilderne – bl.a. også med en række borge som Dragsholm og Gjorslev, og måske ikke mindst borgen på Slotsholmen i København, hvor biskop Absalon i 1160´rne tilsyneladende kom den betrængte kong Valdemar (d. Store) til hjælp mod hærgende vendere eller andre ydre fjender og samtidig lagde grunden til Københavns Slot og dets efterfølger Christiansborg. Man glemmer imidlertid nemt, at kirken tog sig godt betalt med jordegods i det omliggende herred og den nærliggende købstad, der ligeledes var med til at sikre bispestolen enorme indtægter helt frem til reformationen omkring 1536.
Omkostningerne ved det omfattende kirkebyggeri er efter Helge Nielsens opfattelse overvejende blevet dækket med indtægterne af de jorder, der allerede i 1000-årene blev skænket til bispeembedet fra kongerne og de kongelige familier – det kunne jo passende være sket som modydelser fra andre tjenester kirken førhen kunne have ydet kongemagten? Alene på Sjælland-Møn ejede Roskildebispen middelalderen igennem imellem 1/6 og 1/3 af al bøndergodset som et enormt indtægtsgrundlag, der muliggjorde beskæftigelsen af en tusindtallig skare håndværkere, hvad der formentlig også har været nødvendig for byggeriet, når der både skulle bygges nye (romanske) kirker, og der sidenhen atter skulle udvides og føjes tårne og andre udbygninger til.
I det hele taget spiller økonomi og demografi en vigtig rolle i de tre bøger, ikke mindst i den første bog, Middelalderen bag tallene, hvor såvel ændringer i befolkningstal som opdyrkning ses som parallelfænomener. Særlig opmærksomhed er viet forandringerne omkring den sorte død i midten af 1300-tallet, hvor Jylland synes langt hårdere ramt end øerne, bedømt ud fra dødsfaldsstatistikker fra Ribe, Roskilde og Lund. Tallene kan medvirke til at forklare hvorfor Jylland i senmiddelalderen tilsyneladende mister sin tidligere dominerende position til fordel for Østdanmark.
I tre bøger mødes flere fagdiscipliner, således at forfatteren som arkæolog i flere tilfælde har haft glæde af at kunne trække på historikere og andre middelalderforskere. I den nyeste bog har tidligere rigsantikvar, professor dr. phil. Olaf Olsen, virket som rådgiver, der i sit forord bla. også har udtalt følgende:
”I denne bog, som De nu sidder med i hånden, fortsætter Helge Nielsen linjen fra de to foregående bøger […] De tre bøger rummer nyheder, der givetvis vil sætte sig spor i den kommende tids danske middelalderforskning. Men trilogien har også andre vigtige konklusioner, f.eks. om befolkningsudviklingen og produktiviteten i samfundet, og specielt om kirkebyggeriet er der dristige, men interessante forsøg på at beregne antallet af håndværkere, der er beskæftiget i de travle byggeårhundreder.
Alt er særdeles velskrevet og veloplagt…. Det er en gave til forskningen, som Helge Nielsen har megen ære af.”
Fra fhv. rigsantikvar dr. phil. Olaf Olsens forord
