Denne bog er den første af to bøger, der ser på  arkitektkonkurrencers betydning for arkitekturen, for arkitektprofessionen og for samfundet fra 1907, da Akademiske Arkitektforening indstiftede sin konkurrencevirksomhed og til i dag. Den er i sig selv blevet en arkitektur/kulturhistorie deraf titlen: Dansk arkitektur – konkurrencer.

Dette første bind rækker frem til ungdomsoprøret i 1968, da den store opbygning af den velfærdsstat, som vi kender i dag, var ved at klinge ud. Det var netop en opbygningsperiode, hvor det nyetablerede demokrati (1901) skulle finde sine ben, og hvor arkitekturen i bredeste forstand fra byplanlægning over byggeri til design skabte en ny fysisk virkelighed, der gav svar på de forestillinger, som lå i tiden og som velfærdsbyggerne gjorde sig. Det var et samfund under forvandling fra landbrug til industri, men også et mangelsamfund; bankkriser blev afløst verdenskrise og af besættelsen, og først op i 1950’erne kom der for alvor gang økonomien, hvilket spejlede sig i de udskrevne konkurrencers emner og i arkitekturen.

Bogen viser, at arkitektkonkurrencer er så tæt sammenvævet med arkitekturens udvikling, at dansk bygningskunst ville være en anden uden dem. Mange af vores fineste værker er skabt gennem arkitektkonkurrencer, men de har også præget Danmark på en mere dybtgående måde.

Bogen dokumenterer, at netop konkurrencerne bliver bærere af værdier, som det nyslåede demokrati efter systemskiftet i 1901 famlede sig frem imod. De er forløbere for velfærdsstatens fysiske udmøntning med tanker og løsninger, der sætter sig igennem i alle dele af arkitektfagets praksis fra byens plan, landskabs- og havekunst og byggeri til monumenter og design. Bogen undersøger konkurrencernes vekselvirkning med arkitektur, fag og samfund. Som en sidegevinst belyser den velfærdsbyggernes visioner og fysiske manifestationer – på godt og ondt.

Bogen er blevet en konkurrencernes kulturhistorie, der desuden forsøger at give svar på nogle forestillinger, der verserede i tiden, om de teknologier, der stod til rådighed og om de opgaver samfundet – og dermed arkitekterne – stod over for, og om en periode, der i historisk henseende er enestående.

Det var på forhånd en formodning, at konkurrencerne på afgørende måde har præget den nationale arkitektur og professionen. Denne antagelse baserer sig på det faktum, at mange, ja de fleste af vores betydende tegnestuer er blevet til på baggrund af konkurrencer, og at konkurrencerne er det tema, der har optaget fagets udøvere mest af alle, uanset hvordan man måler det: på fagpressens spaltemillimeter, på intensitet i fagdebatten, på antal ledere, der omhandler konkurrencer alment eller specifikt, og på fagets diskussioner, formelle og uformelle.

Det er derfor noget mærkværdigt, at konkurrencerne først nu er genstand for akademisk interesse, og først nu forsøger nogen sig med en samlet fremstilling af området.

Det har altid været et vilkår for arkitekter, at de måtte konkurrere om opgaverne også før 1907, da Akademisk Architektforening indstiftede sin konkurrencevirksomhed.

“Arkitektkonkurrencerne er en del af arkitekters hjerteblod”, som arkitekten Michael Sten Johnsen har udtrykt det, og dette uanset, at konkurrencerne efter nøgterne økonomers vurdering årelader faget økonomisk.

Til alle konkurrencer er medgået investeringer fra tegnestuer/arkitekter, der i ingen henseender står i blot et rimeligt forhold til præmiesummerne; men alligevel fremturer faget, som om konkurrencer er en nødvendighed.

Det har selvfølgelig nogle begrundelser, der kan være sande eller falske – eller begge dele i et eller andet blandingsforhold. Blandt disse er:

1       Konkurrencer er grundlaget for hovedparten af vores

           bygningsarv.

2       Det er gennem konkurrencer, at velfærdssamfundets bygningstyper og arkitektur er udviklet.

3       Konkurrencer er arkitektfagets ‘grundforskning’.

4       Det er typisk blandt 2. præmierne, man finder banebrydende projekter.

5       De åbne konkurrencer er afgørende for talentmassens fornyelse.

6       Det er gennem åbne konkurrencer, at de fleste betydende tegnestuer er blevet skabt.

7       Overvægten af lægdommere betyder, at besvarelserne bliver mere jordnære og pædagogiske, end hvis fagdommerne har majoriteten.

8       Derfor klarer danske arkitekter sig bedre end andre i udenlandske konkurrencer.

9       EU’s Tjenesteydelsesdirektiv (TYD) (implementeret o. 1995 og siden revideret) betyder, at unge arkitekter ikke har en chance for at blive prækvalificerede. Fødekæden er brudt.

10     Nutidens konkurrencer er overbestemte. Programmerne er så detaljerede, at nytænkning udelukkes.

Bogen forsøger bl.a. at give svar på disse spørgsmål.

Konkurrencerne er blevet en fast bestanddel af vilkårene for arkitektudøvelsen. Det er ikke bare af det gode, for det uendelige antal arbejdstimer, der medgår, undergraver branchens økonomi. Det er ikke blevet bedre med tiden, viser en netop offentliggjort undersøgelse, og bl.a. disse spørgsmål vil blive behandlet i bind 2.