Peter Schultz Jørgensen
Peter Schultz Jørgensen er uddannet som byplanlægger og har arbejdet med byudvikling, kunst- og kulturstrategier mv. i kommuner. Undervejs i arbejdet meldte sig mange spørgsmål, der ikke kunne bearbejdes inden for den kommunale ramme. Peters nysgerrighed ført ham til New York for at lære nyt. Det blev til et utroligt givende, men også hårdt forløb, som er udmøntet i bogen New York og Kampen for Byen (Frydenlund 2013). Hovedfokus var her og i de efterfølgende bøger, hvad neoliberaliseringen har betydet for byerne og landet, samt hvordan borgerne i New York, Barcelona, Bologna og København har reageret for at skabe en anden slags by under parolen "retten til byen". Det omhandler bogen Byer i opbrud – om det fælles, det anti-fælles og det næste samfund (Bogværket 2017). I alle sammenhænge blev det tydeligt, at et fundamentalt spørgsmål i forhold til byudvikling, økologi og demokrati er ejerskabet til jorden. Det handler bogen Byernes Jord om (Bogværket 2019). Fra New York vendte Peter sig mod hjemstavnen København og Sjælland. Her er de samme kræfter på spil. Det handler Ta' Byen Tilbage om, som er kritisk overfor den overbebyggelse hovedstaden udsættes for, medens sjællandsregionen flyder ud imellem Fingerplanens fingre og ender som en luffe. (Bogværket 2021). Under det hele har ligget udfordringen om, hvordan vi bryder igennem til en ny opfattelse af byudvikling som økourbanisering. Peters næste projekt har arbejdstitlen: Økourbanisering og utopiernes nødvendighed i den antropocæne tidsalder. Forventet udgivelse årsskiftet 2022/23.