Vi kender scenen fra hektiske amerikanske lægefilm med heroiske læger, der udretter mirakler i et topteknologisk miljø med livreddende apparater i ét virvar, og, hvor patienten, “den tålmodige”, forsvinder i teknologiske fix.
Det er billedet på menneskets fordrivelse fra hospitalet, forstået på den måde, at den syge her betragtes som et apparat på linje med de mange andre, dog med den forskel, at det er af kød og blod. Der er en dobbelthed på spil her, fordi vores teknologi og videnskab er så effektiv, at patienten tingsliggørelse måske er den pris, der skal betales.
Men forholder det sig på denne måde?
Det bestrider denne bog.
Det kan være anderledes, og den syge skal slet ikke være den tålmodige, men det modsatte: ivrig og utålmodig efter at bleve rask, og måske mere end dette; et helet og et helt menneske.
Mennesket er ikke kun en statistisk størrelse, og lægegerningen er mere end at følge evidensbaserede standardiserede behandlingsmetoder, de såkaldte Best Practices.
Det er emnet for denne bog, der bringer læserne ud på det yderste næs, hvor liv og død kæmper, hvor der ingen Best Practice findes, og hvor det uafvendelige rejser sig uoverstigeligt overfor den syge, for børn, pårørende – og for lægen selv. Her slår lægens kvantitative, rationelle metoder ikke til; men hvad skal der så til?
Kan sansernes kultivering og fraværet af hospitalsfrembragt stress, medvirke aktivt til helbredelsen?
Det var disse spørgsmål, der bragte ham frem til en række højst usædvanlige foranstaltninger på Rigshospitalets Intensivafdeling, nemlig at kunst og musik skulle stimulere den indre helingsproces ud fra den betragtning, at de indgreb, også kaldet interventioner, som lægen praktiserer, kun kan fungere, hvis den syges indre lægende kræfter arbejder med.
Med en donation fra Ny Carlsbergfonden fik han mulighed for at gennemføre kunstprojektet på Intensivafdelingen, hvorfra mange af illustrationerne i denne bog stammer, bl.a. Maja Lise Engelhardts serie: “Den brændende tornebusk”, der danner frontespicer til kapitlerne i denne bog, og som sammen med Henning Damgaard-Sørensens værker skulle fortælle, at ”her gør vi os umage.”
Det som i begyndelsen var en formodning viste sig at holde stik. I dag er der dokumentation, ja oven i købet evidens for, at en særlig form for musik, kaldet musicure har en positiv virkning, der fører til lavere medicinering, acceleret sårheling og og i øvrigt forbedrede helbredelsesmuligheder.
Men har kunsten så en betydning?
Det ser sådan ud, som det vises i historien om Inga, der fik kørt arm og ben af af en kæmpemæssig lastvogn, men som undslap den tilstand af posttraumatisk stress, som følger af sådanne begivenheder, ved vedblivende at betragte glasmosaikken på gangen, som hun blev bragt ud til, hver gang de frygtelige begivenheder genkaldtes i erindringen. (S. Xxx) Denne hendes intuitive selvterapi er nu dokumenteret som værende den foreløbig eneste kendte vej til at undslippe denne farlige traumatiske tilstand.
Dette er bl.a. læren af bogen Sansernes Hospital, som Heslet var initativtager til, og som afdækkede betydningen af den humanistiske og sansestimulerende dimension i hospitalers udformning og indretning både for de syge og for personalet.
I det hele taget er mennesket i sig selv et vidunderligt hospital, der under rette betingelser er i stand til at byde selv svær sygdom trods, og lægen er her en afgørende hjælper. Det er blandt andet dette synspunkt, som denne bog argumenterer for: enhver helbredende proces må tage dette udgangspunkt.
Derimod er bogen ikke et indlæg imod den fantastiske udvikling af indsigt og behandlingsmuligheder, som kortlægningen af sygdomme, der tog sin begyndelse i slutningen af 1700’tallet, har ført med sig. Den er ikke forskningsfjendsk, tværtimod. Men den peger på det skisma, at hvor den evidensbaserede standardbehandling ophører som virkningsfuld, dér skal lægen ikke standse. Det, som tidligere var tænkt som en støtte for lægens livreddende arbejde, er nu standardiserede retningslinjer, en facitliste, kaldet “Best Practices”.
Når disse er udtømte, er ingen redning mulig.
Men så alligevel, viser mange af disse historier, ikke mindst fortællingen om den koldbrandsramte kvinde, der alene blev reddet, fordi de vampyriske igler, der dukkede frem fra deres middelalderlige gemmer i apotekets krukker igler mestrede det, som lægerne ikke kunne, at skabe lokal blodfortynding. Er evidensen eller facitlisten så tilstrækkelig? (s. Xx)
Hvad er det, der her er på spil?
Det er argumentet om, at lægegerningen stadig er en kunst, og det i meget højere grad, end tidligere, fordi lægen, der opfatter patienten som et helt menneske og af al magt søger muligheder inden for det langt større repertoire, er mere nødvendig end nogen sinde før.
Lægen skal tilbage til sygesengen og lægekunst og lægevidenskab skal atter gå hånd i hånd. Hospitalerne skal give et positivt bidrag til de syge helbredelse og til personalets arbejdsglæde.
Dette er ikke et problem, der alene begrænser sig til hospitaler. Det er en kritik af den vestlige civilisation, der har nået et mætningspunkt i rationalitet, hvorfra det bliver stadig vanskeligere at nå videre, fordi vi ikke har været i stand til at værdisætte virkelighedens irrationelle og menneskelige aspekter.
Det er i grunden dette bogen handler om, og med udgangspunkt i den måske mest sårbare situation: Mødet imellem liv og død.
Heraf titlen “Fra det Yderste”, der imidlertid også har den underliggende pointe, at den snævre, evidensbaserede, “faustiske” ideologi har nået det yderste af sin ydeevne.
Vesterlandene kan ikke længere ignorere de humane aspekter i videnskabens navn. Kunsten, der er udforskningen af eksistensen, må atter gå hånd i hånd med videnskaben, der altid søger almene regler og lovmæssigheder.
Sådan er det ikke på det yderste – i dag.
Men måske i morgen?

København, oktober 2010.

Kim Dirckinck-Holmfeld
Redaktør