Fremtidens forstæder – en bog til inspiration og aktion.
De færreste tænker på, at forstaden er forudsætningen ikke blot for velfærdssamfundet, men også for den omlægning fra landbrugssamfund til industrisamfund, der skabte grundlaget for det eventyr, der indebærer, at Danmark i dag er blandt de rigeste lande i Verden.
Forstaden var simpelthen svaret på de massive problemer, som samfundet stod overfor efter 2. Verdenskrig med katastrofal bolignød, og mangel på skoler og uddannelsesinstitutioner, men også hospitaler, omsorgsinstitutioner, industriområder, infrastruktur osv. Forstaden blev tillige den byform, der medvirkede til at omlægge byggeriet fra håndværk til industri med det almene som løftestang, men også i parcelhusbyggeriet fandt en standardisering sted: typehuset.
Dette var blandt forudsætningerne for, at man år efter år kunne opføre ligeså mange kvm. som byer som Aalborg og Odense, og da det hele klingede ud o. 1975 oversteg nybyggeriet i forstæderne alt, hvad der hidtil var bygget i Danmark. På knap tyve år havde man bygget mere end i hele historien forud.
For de fleste danskerne var det en væsentlig forbedring, og endnu i dag er parcelhuset i forstaden danskernes foretrukne levested. Man skal derfor være mere end almindeligt elitær for ikke at anerkende, at forstaden i mange henseender er en succes.
—————————-

Alligevel står forstæderne i dag overfor en række udfordringer. De er bygget over en ganske kort årrække og til et ganske bestemt forestillingsbillede: kernefamilien med far, mor og børn; de adskiller funktionerne i klart definerede enklaver.
Vi opregner her nogle grunde til at diskutere forstædernes fremtid:

– der er behov for fornyelse, opdatering og energirenovering: Husene er som udgangspunkt dårligt isolerede og mange boliger er ikke af dagens standard, visse med stort vedligeholdelsesbehov
– det fritliggende parcelhus er som type den mest energikrævende: pga. sin store overflade i forhold til areal, og bør energirenoveres, så passiv sol o.a. bidrager positivt ikke blot til energiregnskabet, men også til det fysiske miljø.
– funktionsopdelingen er ikke tidssvarende og medvirker til højt energiforbrug: dagligdagen i forstaden kræver, at folk i parcelhusområderne har en og ofte to biler for at klare dagligdagen, medens mange i det almene ikke har bil.
– den spredte bebyggelse vanskeliggør kollektiv transport: fordi befolkningsunderlaget er for tyndt til at bære bus eller letbaner.
– der er social segregring i de adskilte boligområder: Selvom de almene bebyggelser og parcelhusområderne ligger tæt på hinanden, er de som regel adskilt af stærke barrierer, der forhindrer sameksistens, og som uddyber de sociale forskelle. I dag har vi imidlertid redskaber til at håndtere potentielle konflikter imellem forskellige byfunktioner, end gennem afstand.
– store industriarealer ændrer karakter og skal genanvendes til nye formål: Dele af industrien flager ud, og just-in-time logistik og andre forhold betyder, at store industriområder kan frigives til andre formål, men hvordan?
– hvordan håndterer vi klimaforandringernes ekstreme vejr? I mange områder har de seneste års monsterregn ført til store oversvømmelser, men er der andre måder end kostbare udbygninger af kloaksystemerne, og kan vi imødekomme andre klimaudfordringer på en kreativ måde?
– der er så stor rummelighed i forstæderne, at uønsket byspredning kan undgås: Herved undgås at inddrage landbrugsland og natur; byerne kan ved omhyggelig planlægning holdes inden for de grænser, som de har i dag.

Paradigmeskift
Forstaden er skabt af en skarp rationel tænkning, der med erfaringer fra de usunde og forurenende storbyer, hvor osende industri var blandet med boliger, foreskrev adskillelse og afstand som grundlaget for nye bydannelser. ”Den lange skorstens politik” er denne planlægning blevet kaldt, og den var på mange måder glimrende, før man indså, at recipienten, dvs. jord, vand og luft ikke tåler hvad som helst. Med adskillelsen var det implicit, at de forskellige arealer får én og kun én funktion og anvendelsesform. Dette skabte en social segregering med enklaver, der som hovedregel i alle forstæder er opdelt gennem store barrierer, f.eks. brede veje eller andet.

Denne monofunktionstænkning er i dag på næsten alle områder forladt til fordel for ideen om, at blanding af funktioner er det, som skaber socialt liv og samfundsmæssig dynamik. Inklusion versus eksklusion. Dette er et afgørende paradigmeskift, men kan det også omfatte forstæderne?

Der således gode grunde til at diskutere forstædernes fremtid, hvilket er baggrunden for Realdanias initiativ og for de konkurrencer, der blev udskrevet om seks væsensforskellige forstadsområder, der har meget forskellige økonomiske dynamikker og problemstillinger.
Forstaden er resultat af en ganske bestemt tænkning, men forstæderne ligeså forskellige, som de mennesker, der har levet og sat deres præg her. De skal udvikles på forskellige måder og uden at tabe kvaliteter, som tiden har skabt.

Målet for konkurrencerne har været at fastholde forstædernes kvaliteter, men at udvikle dem i en mere tidssvarende og bæredygtig retning.

Det er blevet besvaret med 29 højt kvalificerede bud på forstædernes fremtid i en stadig mere ressourceknap verden, der samtidig virker på globale vilkår, som mennesker ikke tidligere har været udsat for.

Forstæderne skal fortsat være velfærdssamfundets boform, men bæredygtigt tilpasset til den nye virkelighed.

Konkurrencerne har fremkaldt en lang række forslag og ideer, der er analyseret og diskuteret i denne bog.

Forslagene er sammenfattet i otte temaer, der tilsammen danner fundamentet for det arbejde, der igangsættes på baggrund af konkurrencerne. De er skrevet i et let tilgængeligt sprog af førende specialister:

• tæt og integreret forstad
• fremtidens bosætning
• den grønne og blå forstad
• levende og inkluderende forstæder
• bæredygtige bosteder
• fremtidens forstadserhverv
• forstadens energi(forbrug)
• bæredygtig forstadstrafik

Det står efter konkurrencerne klart, at vejen frem imod bæredygtige forstæder skal ske med små, men mange skridt, og kravene til planerne i forstæderne er, at de er så robuste, at de kan tåle, at rammevilkårene skifter, og samtidig skal kommuner og beslutningstagere være villige til at fastholde den langsigtede vision, men samtidig justere detaljerne, i takt med at markedet og andre rammevilkår skifter.