Halldor Gunnløgsson var aldrig i tvivl: arkitektur er en kunstart.

Det fastholdt han gennem hele karrieren også under ungdomsoprøret, der affejede ”kunst” som borgerlig dekadence. Han forsøgte oven købet i at indkredse, hvad han kaldte ”arkitektonisk tænkning” – velvidende, at verbalsproget ikke kan omspænde kunsten eller ”det uhåndgribelige”.

Hans tidlige arbejder som Tårnby- og Fredericia rådhuse (s.m. Jørn Nielsen) står stadig friske som gesamtkunstværker, hvor helhed til mindste detalje som dørgreb spiller sammen i en disciplineret perfektion. Hans sublime hus i Rungsted blev et verdensberømt ikon og et lærestykke i konstruktiv logik.
I Uglegårdsskolen, “Danmarks bedste skole”, viste han en frodighed i en frisættende, uformel arkitektur gennemført med samme kompromisløse konsistens som de mere kølige værker.

Han var det skarpeste intellekt blandt datidens arkitekter og forkæmper for bygningskunsten, som arkitekterne selv havde svigtet: ”Arkitekterne forkastede det kunstneriske i deres fag. … Det blev skæbnesvangert … Man svigtede humanismen og det irrationelle. Spørgsmålet er, om ikke arkitekterne derved mistede den rolle i byggeprocessen, som bør tilkomme dem.”

Bogen viser Gunnløgssons omfattende livsværk som sin tids mest vindende deltager i arkitektkonkurrencer, som udøvende arkitekt, lærer og debattør. Han spurgte i en forelæsning: ”Skal vi bygge i stil, eller skal vi være os selv?” Selv var han det sidste.

Hans værker og tænkning har stadig bud til en forvirret tid.