To danskere ragede op på den internationale arkitekturscene i 1800-tallet, brødrene Theophilus og Christian Hansen. Den første omskabte kejsertidens Wien til en metropol, og Christian spillede en afgørende rolle i forvandlingen af Athen fra en lille provinsflække til det befriede Grækenlands hovedstad.
Christians Hansen påbegyndte sin studierejse i 1831 og først 26 år senere vendte han tilbage til fædrelandet ”… med mange gode Erfaringer”.
Hjemme blev han i 1857 professor i arkitektur efter M.G. Bindesbøll, og han byggede værker som Københavns Kommunehospital, Astronomisk Observatorium, stribevis af kirker, Zoologisk Museum m.fl.
Bogen dokumenterer, at Chr. Hansen med stor sikkerhed har været arkitekten for væksthuset i Københavns botaniske have, der ellers har været tilskrevet den magtfulde giver, brygger J.C. Jacobsen.