Sansernes Kultivering er bogen om en af de helt store skikkelser i dansk kunstliv i den sidste tredjedel af det 20. århundrede, billedkunstneren Henning Damgaard-Sørensen.
Det er en bog om et menneske, et livsværk, en kamp og et hus.
– Et menneske, der har haft viljen til at vride sig løs af sin sociale arv og styrken og talentet til at placere sig blandt det tyvende århundredes betydeligste danske billedkunstnere med et meget omfattende og vidtspændende værk. Men han blev tillige med sin herkuliske flid og hårdtslående retorik den vægtigste spiller i det danske kunstliv i århundredets sidste tredjedel. Det er en dannelsesberetning, der viser en lang og tornefuld vej mod kunsten, kunsten som erkendelsesform – og levevej. ”Samfundet peger jo ikke på, at man skal blive kunstner – det peger væk”, siger Henning Damgaard-Sørensen i en af sine utallige kommentarer, og for ham var det en eksistenskamp at blive kunstner, kunsten som en menneskelig fornødenhed, der har behersket arten i alle tider.
Det er fortællingen om en kompromisløs fortaler for kunsten, der uanset smålig eller berettiget kritik har kæmpet med åben pande og ganske uden diplomatiske omsvøb til alle tider talt magten midt imod på trods af personlige og karrieremæssige omkostninger. Henning Damgaard-Sørensen konstaterer, at kunsten i stadig højere grad marginaliseres i et kontrollerbart reservat, hvor et bjerg af boglærde formidlere, museumsdirektører, kuratorer eller kommissærer har overtaget kunstlivet; at kulturministeriet anvendes som et middel til personlig branding af den til enhver tid siddende minister, der er i øvrigt er uinteresseret i området, som alligevel overreguleres, så det berømmede ’armslængdeprincip’ er skrumpet ind til en thalidomidarm. I denne forstand er det beretningen om en dinosaur; en ellers forlængst uddød race, der netop forsvandt som følge af klimaforandringer – eller om den slags frygtløshed som kun opstår med lange mellemrum.
– Det er desuden fremstillingen af et livsværk, en kunstnerisk produktion, der i Henning Damgaard-Sørensens lange liv har gennemgået en række metamorfoser, men hvor der bag de meget forskelligartede værker i alle hånde materialer ligger et ønske om at udforske stoffets muligheder, der til stadighed viser nye og overraskende kunstneriske udfordringer, og i bevidstheden om, at han her arbejder i et medium, der har sin egen autonomi, som ikke kan transskriberes til det talte sprog. Den moderne kunst rummer måske nok et udsagn, men det er ikke verbalt, og den budskabsorienterede kunst forlod han efter nogle år som hardcore agitprop-kunstner.
Mange mennesker “ser med ørerne”, er en af Henning Damgaard-Sørensens teser; men moderne billedkunst er sjældent litterær. Den skal sanses, og den skal samtidig forfine eller kultivere evnen til at sanse. Deraf titlen “Sansernes kultivering“. Den underliggende forestilling er, at vi i vores stadig mere boglærde verden glemmer eller fortrænger den sansede verden; eller rettere: Det er gennem arbejde, at vi indvinder erkendelse om verden omkring os. Den kommer ikke af sig selv; og tilsvarende er det et til tider hårdt arbejde at vride sig ud af de visuelle matricer, der blev fastlagt allerede i barneårene og ikke siden er udviklede med mindre, at man aktivt har arbejdet for det.
Bogen gengiver et stort udsnit af Damgaards produktion og uden de pædagogiske pegefingre, som han er indædt modstander af. De mange linjer i hans kunst, der spænder fra kæmpemæssige offentlige værker til frimærker, får dog hans egen kommentar, som en vinkelret på den tekst, der danner den tidslige sammenhæng i bogen.
– Det er beretningen om en kamp – eller rettere flere – for kunstens autonomi og retten til at bestemme i eget hus, der med tiden er blevet invaderet af andre fagområder, som efter Henning Damgaard-Sørensens opfattelse er parasitter på kunsten og dens udøvere, og som udover at bemægtige sig størsteparten af kunstbudgetterne forsøger at tivolisere kunstområdet i oplevelsesøkonomiens navn.
Dette gælder også udstillingsbygningen Charlottenborg, nu Kunsthal Charlottenborg, som vedblivende forbliver en underholdende føljeton, og som i Henning Damgaards tid som formand formåede at trække så stort et publikum, at der var kø langt ud på Kongens Nytorv. Til Grønningens udstillinger kom på to uger lige så mange betalende besøgende som i hele 2011. ”Det er et stort svindelnummer fra ministeriets side. Brian Mikkelsen kom og sagde, at vi [udstillingsgrupperne i 2006] nu skulle ud, og at nu ville de lave et fyrtårn i Europa og have en direktør med international baggrund, men det har været skandale på skandale siden,” udtalte han til Politiken, 2012, da kunsthallen nu skulle være udstillingssted for akademieleverne efter den store skandale med en direktør, hvis formidable evne til at skabe underskud foranledigede fhv. Kulturminister Brian Mikkelsen til at sammenligne med en atombombes nedslag.
– Endelig portrætterer bogen et af de huse i Danmark, der er blevet det “demokratiets monument”, som den moderne arkitekturs førende fortaler, Siegfried Giedeon, efterlyste allerede i 1948, da det gik op for ham, at det moderne projekt inden for arkitekturen var løbet af sporet og truede med standardisering og ensliggørelse overalt på kloden. LO-skolen er desuden blevet et gesamtkunstværk, en integration af kunst, der i sjælden grad bliver en del af husets samlede atmosfære i et samspil, der uddyber en fri og ubunden stemning. Her har Henning Damgaard-Sørensen spillet en hovedrolle, der med sikkert øje har forsynet eller udpeget værker, der i deres sammenstilling og på baggrund af bygningens frie, men rytmiske kadence, skaber et oplevelsesforløb med indsyn til en mangefacetteret kunstnerisk verden. Det, som har glædet den gamle billedkunstner mest, har været samtaler ofte i sent nattesæde med skolens kursister, håndværkere eller ufaglærte, der gennem opholdet pludselig har fået øjnene op for et kunstnerisk univers, som de hidtil havde ment sig ekskluderet fra. I mange henseender kan skolen siges at være hans hovedværk, et værk som han kontinuerligt har arbejdet med igennem en periode på 30 år – i et sam- og modspil med arkitekterne.
Henning Damgaard-Sørensens liv og levned har været underholdende til det forrygende; og ikke mindst tankevækkende i den søgen efter humanistiske holdepunkter, der løber som en understrøm gennem hele hans karriere på trods af, at han har været bekendende kommunist og af mange betragtet som betonkommunist, hvilket i grunden har været en overflade. Det er ikke uden grund, at han vender tilbage til en episode fra sin ungdom, da han var vagt for de tyske flygtninge i Københavns Frihavn. En gammel dame havde stablet sine sidste ejendele op på en barnevogn, der fik hjulet ned i togsporet og væltede. Henning ilede til for at hjælpe hende og barnevogn på benene. ”Hold da kæft; du fraterniserer med fjenden”, var kammeraternes kommentar. Den ulykkelige kvinde var netop ikke længere et menneske, men fjenden!
Måske er Henning Damgaaard-Sørensen nærmere en regelløs medmenneskelighed, end de politiske systemers rationelle gennemsnitsbetragtninger.Han er i denne forstand utopist og nærmere ved den humane anarkisme, som kunsthistorikeren Herbert Read bekendte sig til, og fra hvem titlen på bogen er hentet: Sansernes kultivering.