Køb for over 500 kr. giver fri forsendelse.

Shop

Odsherred II

kr. 269,00

Bind II handler om den moderne verdens indtog i Odsherredet, og skildrer livet i herredet fra midten af 1800-tallet og til i dag.

Kurt Sørensen

Kurt Sørensen (1938- ). Kulturhistoriker, forfatter, debattør. Overbibliotekar i Nykøbing Sjælland 1966-2002. Mere end 400 titler om kulturhistoriske emner, fortrinsvis om danske og europæiske lokaliteter. Bidrag til antologier, redigeringer og oversættelser. Forskningsprojekter vedrørende Århusbispens havn (2008), Isøre (2013), Højkøbing (2015). Hos Bogværket er udgivet Odsherreds Arkitektur (2015), Odsherred I-II (2019-20) og Stokrosebanden er under forberedelse (2021).

Beskrivelse

Bind II fortæller om den moderne verdens hårdhændede indtog i Odsherred. Tørlægningen af Lammefjorden, vige og søer gav store landindvindinger, men prisen var høj. Samspillet imellem landet og vandet gik tabt, og idylliske havnebyer blev vendt på vrange

Hvor bind I beskæftigede sig med fortiden, der dannede Odsherreds landskab og formede dets sjæl, blev 1800-tallets anden halvdel tiden, hvor hidtidige værdier blev sat i spil. Man glemte, hvad fortiden havde efterladt – sagnene, historien, poesien, skønheden – og erstattede det med nye rammer for en ofte kortsigtet udnyttelse af naturen, der i den gryende industrialisme blev set som en uudtømmelig ressource.
Herredet mistede sin sjæl.
Måske var den afgørende forskel, at der efter 1849 med parlamentarismens indførelse opstod en form for uansvarlighed. Det var forudset af blandt andet af Grundtvig, der havde stemt imod grundloven ud fra den betragtning, at ”Almuen kan ligesaalidt repræsentere som regiere sig selv, om Man saa end fyldte hele Stats-Raadet med dem, thi for at kunne det, maatte de først ved en høiere Dannelse være aandelig traadt ud af deres Sphære og var da ikke længere Almue.” Han var ikke imod demokrati, men mente, at uuddannede mennesker er uegnede til at regere. Det var baggrund for det vældige projekt til folkeoplysning, som han igangsatte, og som også i Odsherred satte smukke blomster med Vallekilde Højskole.
Indtil da havde kongemagten med landsfaderen i spidsen stået som garant for landets og folkets fælles lykke, tillige med et højt udviklet embedsværk. Folkestyret med dets vægt på individet og den fri konkurrence betød nu i stigende grad, at enhver blev sin egen lykkes smed. I kølvandet på den snart uregulerede kapitalisme med provisorietidens godsejervælde og industrialisme øgedes ulighederne i samfundet, og førte til et kæmpestort proletariat, hvor ca. hver ottende dansker udvandrede i sidste halvdel af 1800-tallet. Det, der var tænkt som en styrkelse af fællesskabet i samfundet, blev i stedet domineret af ideen om personlig vinding og privat foretagsomhed.
Afgørende var, at den nye tid viste sig som en usentimental tidsalder, der effektivt og uden føleri forvandlede det idylliske herred til ukendelighed.
Det hidtil lukkede øsamfund åbnedes mod omverdenen, med nye trafikforbindelser der førte en moderne verden med sig. Landliggere slog sig ned langs kysterne og skabte en ny kultur, som kom til at præge landskabet og dets beboere.
Den nye tid betød, at Odsherred mistede sin identitet og i stedet blev del af en større verden.

  • Redaktion :: Kim Dirckick-Holmfeld
  • Illustrator :: Margrethe Mokrzycki
  • Sideantal :: 180
  • Indbinding :: Kartonomslag

Det var bl.a. Odsherred, der gav næring til romantikkens forestilling om et yndigt land. Om dette og egnens rige forhistorie – endda en tid som rigets centrum – handler bind I.
Bind II fortæller om den moderne verdens indtog i herredet. Det skete gennem den måske mest hårdhændede proces i Danmark. Tørlægningen af Lammefjorden, vige og søer gav store landindvindinger, men prisen var høj. Samspillet imellem landet og vandet gik tabt, og idylliske havnebyer imod Lammefjorden som Asnæs og Fårevejle blev vendt på vrangen.
Landliggerne fandt i begyndelsen af 1900-tallet til Odsherred og kyststrækninger udlagdes med stor hast til landets største sommerhusområde.
Den moderne verden vandt indpas med sejlruter, jernbaner og vejanlæg, med institutioner, industrier og turisme – og med stor foretagsomhed.
Kunstnerne fandt her et refugium, først i Rørvigs særlige lys og siden i hele Odsherred.
Om alt dette beretter bogen, krydret med historier om livet i herredet og bemærkelsesværdige skikkelser og tildragelser.
På trods af de voldsomme forandringer er Odsherreds landskabstræk og utallige fortidsminder stadig så betydningsfulde, at de har fundet nåde for UNESCOS strenge blik med Geopark Odsherred.
Der blev gået for drastisk til værks i de driftige dage, og arbejder i dag arbejder man på at genetablere søer og mindre landindvindinger.

Paradoksalt nok truer naturen i fremtiden med at tage tilbage, hvad menneskene indvandt.