Selv om bevidstheden om ”livable cities” er på vej frem, gentages modernismens fejl ikke blot i verdens mega-poler (kæmpebyer på mere end 30 mio. indbyggere), men også i byer, der burde vide bedre. Uden om en historisk bykerne skyder højhuse op, drevet af økonomiske interesser, fordi det er let at realisere og profitskabende på kort sigt, og fordi det er muligt i lyset af en svag offentlig byplanlægning. Dette mønster, som kendetegner byer i udviklingslande, ses nu igen i København, som er ved at sætte sin værdifulde egenart og ”brand” – den tætte lave by med de slanke tårne – over styr med højt byggeri helt ind i bymidten.

Arkitekten og bybyggeren Karsten Pålsson vender sig i sin nye bog ”Humane byer” imod denne udvikling, der skal imødegås strukturelt og på bebyggelsesniveau, så efterfølgende og utilstrækkelige lappeløsninger undgås. Det er netop ikke muligt – eller i hvert fald uoverkommeligt – at rette op på de grundlæggende fejltagelser.

Bogen er imidlertid ikke formet som en kritik, men som en ”værktøjskasse” og øjenåbner til omdannelse af eksisterende byer og til bygning af nye byer og bydele. Herved bliver den et positivt og konkret anvendeligt indlæg i diskussionen om fremtidens byer.

Nøglen til at sikre trygge og indbydende nye byområder er netop at styrke den klassiske bys princip med sammenhængende byrum, med adgange orienteret mod offentlige gader og ”eyes on the street”, hvilket ikke kan lade sig gøre fra 10. etage. Det kræver derfor et opgør med højhus-tankegangen, og det stiller krav om en mere kvalificeret offentlig planlægning af nye fælles byrum med håndfaste krav til fremtidige byggeprojekter.

Bogen giver et overblik over metoder til at skabe bedre byer og med redskaber til at redde byerne og undgå fortidens synder. Bogen fortæller blandt andet, at der ikke er faglige argumenter for at bygge i højden. Tværtimod redegøres for undersøgelser, der viser at mennesker foretrækker og værdsætter den tætte lave by, den klassiske europæiske by.

Eksempler fra europæiske storbyer sættes ind i en bred forståelsesramme, dels via et historisk rids af byudviklingen frem til i dag, dels via en værktøjsorienteret temaopdeling, der operationaliserer begreberne og forbinder dem til byplanlæggerens og arkitektens faglige udfordringer. Inden for hvert tema gives konkrete anvisninger og argumenter for den gode by, både ud fra en bylivsorienteret og en byarkitektonisk synsvinkel.

I et internationalt perspektiv viser bogens eksempler, hvordan en række europæiske byer prøver at forvalte deres egenart – tryghed i fælles veldefinerede og sanselige byrum, i håb om at det kan være inspiration til andre af verdens store byer i arbejdet med at bringe deres egen bygningskultur ind i en nutidig byudvikling i en menneskelig skala.

Man må huske på, at humane byer bliver stadig mere påkrævede efterhånden som byerne bliver levestedet for den største del af klodens befolkning.